Eksklusion er foreningens sidste udvej, når et medlem groft eller gentagne gange misligholder sine forpligtelser. Det er et alvorligt skridt: den ekskluderede andelshaver mister retten til at bruge sin bolig og skal fraflytte. Netop derfor er der faste rammer for, hvornår og hvordan det kan ske.
Hvornår - og hvordan?
De typiske grunde er vedvarende restance med boligafgiften, ulovlig fremleje eller alvorlige, gentagne overtrædelser af husordenen. Vedtægterne - ofte bygget på ABF’s standardvedtægter - fastlægger de konkrete grunde og proceduren. Som regel skal foreningen først give et skriftligt påkrav med en frist til at rette op. Sker det ikke, kan bestyrelsen beslutte eksklusion efter vedtægternes regler.
Typiske faldgruber
- At springe påkravet over. Uden et dokumenteret, forudgående påkrav står foreningen svagt, hvis sagen ender ved domstolene.
- Uklar dokumentation. Foreningen skal kunne bevise både misligholdelsen og forløbet. Løse mails og mundtlige advarsler er ikke nok.
- Forkert procedure. Følges vedtægternes fremgangsmåde ikke nøje, kan eksklusionen blive underkendt.
Fordi en eksklusionssag skal kunne dokumenteres trin for trin - påkrav, frister, korrespondance - er det en klar fordel at have sagen samlet ét sted frem for spredt i mails. Det er en del af det, Vores Ejendom til andelsboligforeninger er bygget til.