Fordelingstallet er rygraden i en ejerforenings økonomi og demokrati. Den lille brøk - fx 78/2.514 - afgør tre ting på én gang: din medejendomsret til grund og fælles bestanddele, din andel af fællesudgifterne, og din stemmevægt på generalforsamlingen. Rettigheder og forpligtelser følger tallet og kan ikke skilles fra ejerskabet af lejligheden.
Tallene fastsættes ved ejendommens opdeling i ejerlejligheder - ofte efter areal, men ikke nødvendigvis - og står i tingbogen og ejerlejlighedsfortegnelsen. Er der ikke fastsat fordelingstal, siger loven, at alle lejligheder har samme tal.
Derfor er tallene næsten umulige at ændre
Fordelingstallet er en del af hver enkelt ejers tinglyste ejendomsret. Derfor er hovedreglen, at en ændring kræver samtykke fra samtlige berørte ejere - ikke en flertalsbeslutning - og i praksis også fra panthaverne, hvorefter ændringen skal registreres og tinglyses. Normalvedtægten rummer én snæver undtagelse: ved salg af fælles ejendom kan generalforsamlingen med 2/3-flertal (efter fordelingstal og antal) justere tallene, så køberens tal svarer til lejlighedens forholdsmæssige andel. Åbenbart urimelige fordelingstal kan i yderste konsekvens tilsidesættes af domstolene.
Eksempel
En ejendom er opdelt med samlet fordelingstal 2.514. En lejlighed med tallet 78 betaler 78/2.514 ≈ 3,1 % af fællesudgifterne og vejer tilsvarende ved afstemninger efter fordelingstal. Da foreningen skal stemme om et nyt tag med 2/3-krav, tælles der både i fordelingstal og i antal ejere - store lejligheder kan altså ikke alene trumfe beslutningen igennem.
Typiske faldgruber
Den hyppigste misforståelse er, at et flertal kan “rette skæve tal” - det kan det som hovedregel ikke; der skal enighed til. Den anden er at forveksle fordelingstal med BBR- eller tinglyst areal: tallet kan bygge på areal, men det er brøken i tingbogen, der gælder. Og den tredje: at glemme at begrebet hører til ejerlejligheder - andelsboligforeninger fordeler efter vedtægternes fordelingsnøgle for boligafgiften, og almene boliger fordeler via huslejen.