Et af de sikreste tegn på en velfungerende forening er, at den skelner klart mellem drift og anlæg i sin økonomi. De to budgetter besvarer hver sit spørgsmål: driftsbudgettet “hvad koster det at drive foreningen i år?”, anlægsbudgettet “hvad koster de store spring, og hvordan betaler vi dem?”.
Drift og anlæg
Driftsbudgettet dækker de løbende, forudsigelige udgifter: administration, renter og afdrag på fælleslån, renovation, forsikring, ejendomsskatter og almindelig vedligeholdelse. Det finansieres af den løbende boligafgift eller fællesudgifterne, og det skal balancere år for år.
Anlægsbudgettet dækker de store engangsinvesteringer: nyt tag, facaderenovering, altaner, kloak. De kommer sjældent, men er dyre - og derfor skal de enten spares op til gennem henlæggelser eller finansieres med lån. Grundlaget er en vedligeholdelsesplan, der viser, hvornår udgifterne rammer.
Typiske faldgruber
- At blande drift og anlæg sammen. Bruges opsparingen til at dække løbende drift, skjules det, at driften reelt ikke løber rundt.
- For lave henlæggelser. Uden opsparing bliver hver stor udgift til en pludselig ekstraopkrævning eller et hastelån på dårlige vilkår.
- Budget uden plan. Et anlægsbudget uden vedligeholdelsesplan er gætteri. Planen skal ligge til grund.
Et gennemsigtigt budget - hvor drift og anlæg er adskilt, og tallene kan følges - er både god økonomistyring og et stærkt beslutningsgrundlag på generalforsamlingen. Læs mere om værktøjerne til bestyrelser.