Et altanprojekt er blandt de større fælles beslutninger, en forening kan stå over for. Altaner øger boligernes værdi og brugsværdi, men de sidder på den fælles facade og ændrer ejendommens udtryk - derfor er det aldrig en ren privatsag, heller ikke selv om den enkelte selv betaler.
Fra idé til altan
Vejen går typisk gennem flere trin: en idé, et forprojekt med tegninger og overslag, en beslutning på generalforsamlingen og derefter byggetilladelse fra kommunen. Undervejs skal projektet holdes op mod lokalplan, eventuelle servitutter og bygningens arkitektur - og mod nabohensyn som indbliksgener. Finansieringen afklares samtidig: et fælles fælleslån, som fordeles over fællesudgifterne, eller egenbetaling fra de deltagende.
Typiske faldgruber
- Uklar finansieringsmodel. Skal alle være med til at betale, eller kun dem, der får altan? Bliver det ikke afgjort tydeligt fra start, opstår konflikterne senere.
- Servitutter og lokalplan overset. En tinglyst servitut eller en lokalplan kan begrænse eller udelukke altaner. Tjek grundlaget, før I bruger penge på projektering.
- Glemt vedligeholdelse. Altanerne skal med i vedligeholdelsesplanen - de skal også holdes ved lige om ti år.
Et altanprojekt genererer mange dokumenter - tegninger, tilbud, tilladelser, referater - og strækker sig over lang tid. At samle det hele ét sted, fx i et dokumentarkiv, gør det muligt at følge sagen og finde grundlaget igen senere.